Oprettet af caroline den 24. marts 2021
Klimavenligt talentprogram for innovative unge på erhvervsskolerne
Bæredygtig virksomhed, innovation og klimavenlig fremstilling kommer ikke af sig selv. Erhvervselever på hele Sjælland fra Hillerød til Lolland-Falster får nu enestående mulighed for at dygtiggøre sig gennem talentprogrammet Erhvervstalenter i innovation og entreprenørskab. Det er Akademiet for Talentfulde Unge Øst, der står bag Erhvervstalenter med støtte fra Nordea-fonden.
Af Caroline Broge
Innovative produkter og bæredygtige fremstillingsformer kommer ikke af sig selv… Det kræver dygtige, innovative, entreprenante og talentfulde håndværkere, elektrikere, programmører, murere, gartnere, kokke og mange andre i erhvervs- og fremstillingserhverv, der kan og vil tænke og udvikle nyt og innovativt.
Danmark har brug for dygtige Erhvervstalenter
Nu får talentfulde erhvervselever på alle retninger mulighed for at dygtiggøre sig på det 1-årige diplomprogram Erhvervstalenter i innovation og entreprenørskab, der i år bredes ud til erhvervsskoler på hele Sjælland og starter i midten af april. Erhvervstalenter er udviklet med støtte fra Nordea-fonden. Ellen Smidt-Nielsen, sekretariatschef hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst håber, at så mange erhvervselever som muligt vil gribe chancen og melde sig til Erhvervstalenter:
- Danmark har brug for dygtige og talentfulde erhvervsskoleelever, og skolerne har brug for at tiltrække elever og yde faglig og personlig udvikling. Vi ved fra både forskning og bl.a. sportens verden, at begreber som motivation, vedholdenhed, robusthed og evnen til at modtage og give feedback samt overkomme udfordringer og finde løsninger er altafgørende for, hvordan talenter udvikler sig, og om de formår at omsætte deres kompetencer til resultater. Som iværksætter skal man tro på egne evner, også når det ser skidt ud. Igennem undervisningen møder eleverne derfor rollemodeller, entreprenører og specialister, som bl.a. sætter fokus på entreprenørens DNA og evne til at navigere under usikkerhed og risiko, siger Ellen Smidt-Nielsen, sekretariatschef hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst.
Erhvervstalenter er støttet af Nordea-fonden frem til 2023, og det forventes, at projektet engagerer i alt godt 250 erhvervstalenter over de kommende to år.
- Danmark er fuld af dygtige elever på erhvervsuddannelserne. På Erhvervstalenter får de særligt talentfulde og innovative elever mulighed for at udfolde og udvikle sig sammen. Dermed vil talentprogrammet både styrke elevernes kvalifikationer, erhvervsskolernes profil, og forhåbentligt inspirere andre dygtige unge til at vælge en erhvervsuddannelse, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Der bliver de næste to år særligt fokus på entreprenørens DNA, at få iværksættere som mentorer for eleverne og at få flere kvinder ombord på Erhvervstalenter. Målet er, at godt 250 elever fra hele Sjælland frem til 2023 har gennemført programmet.
150 erhvervselever har allerede gennemført
Omkring 150 nysgerrige og motiverede erhvervselever er allerede siden 2018 kommet tættere på deres drømme gennem deltagelse i Erhvervstalenter i innovation og entreprenørskab, og har skabt sig et godt afsæt til at starte egen virksomhed, blive ledere eller dygtiggøre sig yderligere inden for deres felt og styrke deres kompetencer inden for innovation og entreprenørskab. Eleverne har haft vidt forskellige fag og baggrunde som fx tømrere, murere, kokke, guldsmede, gartnere, landbrugselever, businesslinjen og programmører, og har i de sidste to år mødtes ca. 1 gang om måneden efter skole og praktik. Projektet bakkes op af Danske Erhvervsskoler og er udviklet i samarbejde med 7 større erhvervsskoler i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Fakta om Erhvervstalenter
- Erhvervstalenter er et gratis 1-årigt diplomprogram for særligt innovative og entreprenante elever på erhvervsuddannelserne. Første hold startede i 2018.
- Undervisningen foregår ca. 1 gang om måneden på hverdage mellem kl. 16.00-19.00 fordelt over to semestre. I alt 50 timer inkl. to innovation & business camps.
- Erhvervstalenterne modtager diplom, når de har gennemført programmet.
- Virksomheder og erhvervsuddannelser kan indstille lærlinge og elever på tværs af EUD og EUX til optagelse på Erhvervstalenter. Elever kan også selv søge.
- Ansøgningsfrist til Erhvervstalenter er 1. april og ansøgningslink findes på ATU Østs hjemmeside her.
- Talentprogrammet er udviklet af Akademiet for Talentfulde Unge Øst og støttet af Nordea-Fonden.
Læs mere her om Erhvervstalenter