Oprettet af caroline den 10. november 2020
Førende virusforsker fortæller om erfaringer fra Covid-19 krisen
Topforsker og professor i infektionssygdomme Jens Lundgren giver unge talenter og samarbejdspartnere indblik i sit arbejde med patientforsøg og behandling af Covid-19.
Af Caroline Broge
Akademiet for Talentfulde Unge Øst ønsker at tilgodese ikke bare de i alt 2.100 elever, der hvert år følger vores programmer, men også interesserede lærere og elever på samtlige skoler, gymnasier og erhvervsskoler, der har elever på Akademiet for Talentfulde Unge Øst. Derfor holder vi et par gange om året Åbent Akademi med eksterne oplægsholdere, eksperter og opinionsledere, hvor der er mulighed for at tilbyde elever, lærere og kollegaer pladser.
Det er derfor med stor glæde at topforsker og professor i infektionssygdomme Jens Lundgren denne gang gæster Åbent Akademi på ATU Øst og holder virtuelt oplæg for alle elever og samarbejdspartnere torsdag den 12. november. Jens Lundgren vil her blandt andet give indblik i sit arbejde med patientforsøg og behandling af Covid-19.
Topforsker og ekspert i Covid-19
Jens Lundgren er én af de ledende virusforskere i Danmark, og er i dag bl.a. global forsøgsleder for et internationalt studie, der undersøger betydningen af 45 stoffer i behandlingen af Covid-19. Jens Lundgren har bl.a. siddet med i den ekspertgruppe, der rådgiver Sundhedsstyrelsen om både retningslinjer og strategi under Covid-19 krisen, og har også bl.a. som tovholder på et studie om lægemidlet Remdesivir sat aftryk på internationalt plan.
Arrangementet er for elever og samarbejdspartnere på ATU Øst.