Oprettet af caroline den 13. september 2021

Junior Talenter fik besøg af Frederiksbergs borgmester

Talentfulde elever på 9. klassetrin fra Frederiksberg fik i sidste uge besøg af Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen (K). Besøget bød på både fællessang og samtaler med de unge om at gå på et talenthold og deres tanker om fremtiden. Sekretariatschef Ellen Smidt-Nielsen hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst glæder sig over det gode samarbejde med Frederiksberg Kommune, der prioriterer at tilbyde dygtige og talentfulde elever i folkeskolen ekstra udfordringer.

Af kommunikationsansvarlig Caroline Broge

Omkring 30 unge talenter på Junior Talent hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst foldede deres talenter ud, da Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen (K) tirsdag den 7. september var på besøg for at få et indblik i, hvad Junior Talent programmet for elever i 8. og 9. klasse går ud på. Besøget foregik på Frederiksberg Gymnasium, hvor Junior Talenterne havde dagens workshop fra kl. 8.00 til 15.00.  

Talentudvikling i folkeskolen
Sekretariatschef hos ATU Øst, Ellen Smidt-Nielsen og rektor fra Frederiksberg Gymnasium, Maja Bødtcher-Hansen bød borgmester Simon Aggesen (K) velkommen, og Ellen Smidt-Nielsen gav borgmesteren en kort introduktion til Akademiet for Talentfulde Unge Øst, og tankerne om talentudvikling for børn og unge i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Temaet for dagens workshop var remediering, der kort fortalt går ud på at undersøge, hvordan et kunstnerisk eller litterært indhold kan tilføres nyt liv, ny aktualitet og nye perspektiver ved at bringe det over i andre kunstformer. De unge talenter havde fået til opgave at lave collager og skrive egne fortolkninger af vers til to folkekære højskolesange ’Livstræet’ og ’Linedanser’. Og de nye vers og collagerne afspejlede i den grad de unges egne tanker og en post Corona-tid. Og med sætninger i de nye vers som ’Du er mer end bare et 12-tal’ og ’Husk at spritte og bruge masker så kan alle igen blive frie’ blev der i den grad satte ord på, hvad der rører sig hos de unge, og på de aftryk, som Corona har sat sig hos dem.

Fællessang med unge talenter
Borgmesteren, ATU Østs sekretariatschef og rektor på Frederiksberg Gymnasium blev selv en aktiv del af workshoppen, da de blev inviteret til at synge med på de unges vers og fortolkninger til sangene Linedanser og Livstræet.  De unges meget personlige vers sunget som fællessang i rundkreds ledte tankerne henimod fællessang under corona-nedlukningen – sammen hver for sig. Men nu sammen og i samme rum. Og det var meget fine og velskrevne vers, som Junior Talent eleverne havde kun brugt omkring 1 ½ time på at udforme til workshoppen.

Besøget hos Junior Talentholdet hos Akademiet for Talentfulde Unge sluttede med, at borgmester Simon Aggesen talte med 5 unge Junior Talenter om at gå på Junior Talent, og hvad der optager de unge.

Efterfølgende sagde borgmesteren om dagens besøg hos Junior Talenterne:

”Jeg tager det med mig, at eleverne her bliver inspireret af, for det første at se et fagligt miljø et andet sted, blive eksponeret for nogle dagsordener og temaer, som de ikke har mulighed for på deres folkeskoler, møde nogle andre mennesker fra nogle andre skoler og få en omgangskreds med dem og også blive klogere på, hvilke valg de skal træffe, når de skal videre i livet efter folkeskolen. Og hvor der er plads til at være ambitiøs, engagere sig meget i undervisningen og række hånden op. For det gør de andre elever også”.

Borgmesteren glæder sig over, at Frederiksberg Kommune var blandt de første kommuner til at sende elever til Akademiet for Talentfulde Unge Øst helt tilbage, da tilbuddet startede i 2007. Og at andre kommuner sidenhen er fulgt trop. Og der er behov for forskellige tilbud, der møder elevernes niveau:

”Jeg tror det er rigtig vigtigt, at selvom vi har en folkeskole og sætter pris på en folkeskole, der også er i stand til at møde eleverne på det niveau, de er, er det ikke altid, at det kan rummes i folkeskolens ramme. Der er nogle gange nogle elever, der skal tages ud for at have en særlig håndholdt indsats, hvad end det er de elever, som er fagligt knap så stærke, eller de stærke elever som virkelig vil. Og så det er jo rigtig rart at have et tilbud, der også kan understøtte de elever, som virkelig vil og kan”.

Har du nogle god råd, du gerne vil give de unge med på vejen?

”Mit råd til de unge er, at på trods af stor faglighed og mange ambitioner så acceptere, at man kan fejle i livet og lære af fejlene. Og jeg tror, at hvis man – som jeg lige talte med eleverne om – hvis man anerkender det og accepterer, at selvom man er ambitiøs, så har man ikke nødvendigvis den klare vej, så vil livet også falde nemmere til én, fordi så bygger man ikke så mange barriere op for sig selv, både i karrierevalg og de valg, man skal træffe på sin videre færd.”

Sekretariatschef hos ATU Øst, Ellen Smidt-Nielsen, glæder sig meget over borgmesterens besøg og samarbejdet med Frederiksbergs Kommune, som har fokus på og som prioriterer at gøre noget for de dygtigste unge i folkeskolen:

”Frederiksberg Kommune har i mange år gjort meget for at løfte de dygtigste unge i folkeskolen. Og det er vigtigt, for der er i lige så høj grad brug for at udvikle og motivere de fagligt dygtigste. Et løft af de dygtige elever styrker også de svageste elever. Det gjorde stort indtryk på mig at se vores dygtige unge forholde sig til livets store emner, om tab, død og sorg og sætte dem i kontrast til det lyse og glade. Hvor utroligt glade de var for at være tilbage med deres kammerater og have noget meningsfuldt at tage sig til. Tilbage til fællesskabet både på skolen og her på Junior Talent.”

Der går ca. 80 unge fra 8. og 9. klasse fra forskellige folkeskoler på Frederiksberg på Junior Talent. ATU Øst samarbejder med værtsgymnasierne Frederiksberg Gymnasium, Falkonergårdens Gymnasium og HF, H. C. Ørsted Gymnasiet og Niels Brock Innovationsgymnasiet, der lægger hus til undervisning, arrangementer og workshops.

Junior Talent hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst er for elever, der er nysgerrige, videbegærlige og som savner ekstra faglige udfordringer. Forløbet strækker sig over halvandet år i 8. og 9. klasse. Junior Talenter hos arbejder med emner, der dækker bredt inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Emnerne spænder bredt fra ’Er der liv på Mars’, ’Robotterne kommer’ til kryptologi, klimaforandringer, international politik og meget mere. Eleverne lærer om mål og mindset, et godt samarbejde og udvikler deres talent sammen med andre talentfulde unge.

I dag deltager i alt godt 900 talentfulde skoleelever fra hele Sjælland i Junior Talent programmet hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst.

Det er fortsat muligt at sende elever til talentprogrammet Junior Talent hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst. Det er skolen, der godkender, at elever kan deltage. Det koster 4000 kr. pr. elev at deltage på Junior Talent.

Læs mere talentprogrammet Junior Talent hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst her

Billedtekster

 

Læs mere talentprogrammet Junior Talent hos Akademiet for Talentfulde Unge Øst her

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk