Information om Yngre Talenter
Hvad er Yngre Talenter?
Savner du nogle gange ekstra udfordringer i skolen? Eller er du nysgerrig og vild med at lære nyt? Så er Yngre Talenter noget for dig. Her går vi i dybden med spændende emner inden for naturvidenskab, samfund, trivsel og meget mere – samtidig med at du får fokus på din personlige udvikling.
Yngre Talenter er et halvandetårigt diplomprogram for kvikke og nysgerrige elever i 6. klasse. Undervisningen foregår cirka én gang om måneden i skoletiden og består af 12 faste undervisningsdage samt en ekstra Yngre Talenter bootcamp med fokus på fællesskab og innovation.
Du bliver undervist af engagerede universitetsstuderende, som har planlagt dagen med øvelser, diskussioner og praktiske aktiviteter inspireret af deres studier. Undervisningen foregår på nærliggende gymnasier, og du kommer på et hold med elever fra andre skoler – her får du mulighed for at møde nye venner, som deler dine interesser.
Programmet skifter fra semester til semester. Læs mere om tidligere og nuværende undervisning herunder.
Eksempler på undervisning
- Mål og mindset – læring og studieteknik: Du sætter dine egne mål og prøver forskellige måder at lære på for at finde ud af, hvad der virker bedst for dig.
- Deal eller dødvande – jura og forhandling: Du forhandler aftaler i rollespil, øver argumentation og lærer at finde løsninger, hvor alle vinder.
- Grænser og udelukkelse – Rwanda og FN: Du deltager i FN-rollespil, træffer svære beslutninger og lærer om propaganda og udelukkelse i krisesituationer.
- Mikroorganismer – ven eller fjende? Du dyrker bakterier og svampe, ser hvilke der hjælper eller gør os syge, og lærer, hvordan de bruges i mad og medicin.
- Præsentationsteknik: Du øver fremlæggelser, bruger stemme og kropssprog og får feedback, så du bliver mere sikker foran andre.
- Hvorfor følger vi flokken? – socialpsykologi: Du laver små eksperimenter om grupper, normer og autoriteter og ser, hvordan det påvirker beslutninger og sociale medier.
- Fra mund til mås – fordøjelse: Du følger madens vej gennem kroppen og kobler symptomer som mavepine til, hvor i fordøjelsessystemet noget kan være galt.
Er Yngre Talenter noget for mig?
Yngre Talenter er for dig, der:
- Går i 6. klasse – du starter i 6. og fortsætter til december i 7. klasse
- Nogle gange mangler ekstra udfordringer i skolen
- Er nysgerrig og motiveret
- Er interesseret i ekstra viden på et højt fagligt niveau
- Har lyst til at deltage aktivt, stille spørgsmål og prøve nye arbejdsformer
Du er fagligt stærk, men du behøver ikke at være den bedste i klassen Det vigtigste er, at du har motivation, engagement og lyst til at lære mere. Du skal også være indstillet på, at du selv skal indhente det, du går glip af i skolen, når du er til Yngre Talenter undervisning.
Hvad får jeg ud af at være med?
På Yngre Talenter bliver du fagligt udfordret og får lov til at gå i dybden med emner, som du måske kun lige rører ved i skolen. Du lærer om naturvidenskab, samfund, mennesker og hjernen og samtidig bliver du bedre til at forstå, hvordan du lærer bedst. Mange oplever også, at de får nye venner, fordi I hurtigt finder sammen om fælles interesser og mødes igen på tværs af undervisningsdagene. Du får blandt andet:
- Faglig fordybelse: du dykker ned i spændende emner og problemstillinger, som der sjældent er tid til i hverdagen.
- Personlig udvikling: du sætter mål, øver dig i at ”lære bedre” og får større selvtillid.
- Mod til at tage ordet: du træner at sige noget i et fagligt rum og udfordre dig selv.
- Et stærkt fællesskab: du møder andre ligesindede, dygtige og nysgerrige unge mennesker.
- Et diplom: som viser, hvad du har opnået, og som du kan være stolt af.
Hvad kommer jeg til at lave?
På Yngre Talenter gør vi meget ud af at undervisningen skal være spændende og aktiverende. Derfor skal du ikke bare lytte, men derimod prøve, undersøge og diskutere. Du kommer til at:
- Deltage i kortere oplæg, hvor du får de vigtigste teorier og begreber forklaret.
- Løse caseopgaver, fx når du prøver at være læge og diagnosticere en patient.
- Deltage i rollespil, hvor du måske skal diskutere international politik i FNs sikkerhedsråd eller skal bruge dine nyerhvervede forhandlingskompetencer i en retssal
- Lave øvelser, små eksperimenter og deltage i Kahoots
- Selv at skulle fremlægge et resultat eller et produkt
Hvordan foregår forløbet?
På Yngre Talenter samles eleverne i hold på 20–30 elever fra forskellige skoler.
- Du deltager i gennemsnit i undervisning én gang om måneden i skoletiden.
- Du får i alt 12 undervisningsdage, samt tilbud om en deltagelse én særlig dag med fokus på fællesskab og innovation.
- Forløbet varer fra efter efterårsferien i 6. klasse til december i 7. klasse. (ca. 1½ år)
- Både du og dine forældre får adgang til vores kursussystem Planorama. Hvor du kan se dato, tid og sted for dine undervisningsdagene.
- Undervisningen foregår på nærliggende gymnasier og ledes af universitetsstuderende, som brænder for deres fag og undervisning.
Hvem møder jeg?
- Andre unge, der også er fagligt stærke og nysgerrige
- Universitetsstuderende og gymnasielærere, der brænder for deres fag
- Konsulenter eller oplægsholdere fra organisationer
- Nogle dage kan der også være en medarbejder fra ATU, som fortæller om programmet og svarer på spørgsmål
Praktisk info og kontakt
Tilmelding til Yngre Talenter går gennem skolen, så snak med din lærer eller skoleleder og hør om mulighederne. Det er som udgangspunkt din skole eller kommune, som betaler for dit forløb.
Der er som regel tilmeldingsfrist d. 1. september i efteråret i 6. klasse.
Har du spørgsmål til programmet?
Du er altid velkommen til at skrive til vores mail: talentigrundskolen@talentfuldeunge.dk
Download folder
Yngre Talenter folder til elever
Se/hent PDF