Information om Unge Talenter

Hvad er Unge Talenter?

Er du nysgerrig på, hvordan forskning i humanbiologi foregår? Hvordan internationale konflikter opstår? Eller hvordan kunstig intelligens påvirker vores samfund? Hvordan du kan udvikle dine evner, udnytte dine styrker og gøre dine svagheder til styrker? 

Unge Talenter er et talentprogram for gymnasieelever, der vil udfordres fagligt og personligt. Her får du mulighed for at dykke ned i komplekse emner og arbejde med aktuelle problemstillinger inden for fx naturvidenskab, samfundsvidenskab, økonomi og humaniora – altid på et niveau, der rækker ud over gymnasiets undervisning.

Du møder forskere og undervisere fra universiteter i hovedstadsområdet og får hands-on erfaring med metoder, eksperimenter og analyser, der giver dig faglige færdigheder, du kan bruge videre.

Samtidig arbejder du med din personlige udvikling og talentudvikling. Du bliver klogere på dine styrker, dine motivationer og dine interesser, lærer at reflektere over, hvordan du lærer bedst, og får værktøjer til at omsætte dine evner til konkrete kompetencer.

Du bliver også en del af et fællesskab med andre unge, der ligesom dig gerne vil mere, nysgerrige og ambitiøse.

Undervisningen foregår efter skoletid, og du vælger selv et forløb, der passer til dine interesser, dit ambitionsniveau og din hverdag, så programmet bliver tilpasset dig.

Unge Talenter er for dig, der ikke bare vil følge med – men lære og forstå mere.

Er Unge Talenter noget for mig?

Unge Talenter er for dig, der:

  • Går i gymnasiet (STX, HTX, HHX og HF)
  • Har faglig nysgerrighed og lyst til fordybelse
  • Har uudnyttet potentiale
  • Har overskud til undervisning efter skoletid
  • Gerne vil udfordres og møde andre med samme interesse

Du behøver ikke have topkarakterer eller være den bedste i klassen. Det vigtigste er, at du har motivation, engagement og lyst til at lære mere.

Hvis du er i tvivl, kan du tale med din lærer eller talentkoordinator på din skole. Du er også velkommen til at deltage i et af vores online informationsmøder.

Hvad får jeg ud af at være med?

Når du er med i Unge Talenter, bliver du udfordret på en anden måde, end du kender fra hverdagen i gymnasiet.

Du kan fx komme til at:

  • Dykke ned i et emne som astrofysik, innovation og politik – og arbejde med det i dybden
  • Arbejde med personlig udvikling
  • Blive undervist af forskere, der selv arbejder med den nyeste viden
  • Opdage, at du faktisk kan forstå og diskutere komplekse problemstillinger
  • Få større faglig selvtillid og turde stille de svære spørgsmål
  • Møde andre unge, der også synes, det er fedt at nørde igennem
  • Få et diplom, der dokumenterer din indsats og styrker dit CV

Mange oplever også, at de bliver mere afklarede om deres interesser og valg af videregående uddannelse – fordi de har prøvet kræfter med fagene i praksis.

Hvad kommer jeg til at lave?

På Unge Talenter får du lov til at udforske og afprøve emner og metoder på en måde, der rækker ud over det, du møder i gymnasiet. Du kan blandt andet:

  • Faglige moduler: Dykke ned i ét emne, fx etik, jura & cybersikkerhed eller astrofysik, og arbejde med det i dybden over flere gange.
  • Foredrag og workshops: Høre oplæg fra forskere og eksperter – og selv diskutere og stille spørgsmål.
  • Studieværktøjer og personlig udvikling: Lære effektive teknikker til at læse, notere og arbejde selvstændigt, samtidig med at du bliver klogere på dine styrker og mål.
  • Virksomhedsbesøg og laboratorieøvelser: Prøve teorien i praksis, fx eksperimenter i laboratoriet eller analyser i en virksomhed.
  • Camps og studieture: Opleve faglighed og fællesskab på samme tid, fx i intensive workshops eller på en studietur til England.

Der er ingen lektier og ingen eksaminer. Til gengæld forventer vi, at du møder op, deltager aktivt og bidrager til fællesskabet. 

Her får du ikke bare ny viden – du lærer også, hvordan du lærer bedre, og hvordan du kan bruge din nysgerrighed til at udvikle dig både fagligt og personligt.

Hvordan foregår forløbet?

Unge Talenter er fleksibelt, og du er selv med til at forme dit forløb. Du vælger både hvor langt et forløb du vil tage, og hvilke aktiviteter du vil deltage i. Du kan fordybe dig i ét bestemt område – fx humaniora, fysik eller samfundsvidenskab – eller sammensætte et bredt forløb med forskellige fag og temaer på tværs. Du deltager typisk i undervisning 2–3 gange om måneden.

Du kan vælge mellem fire typer forløb af varierende længde:

  • 2-årigt
  • 1-årigt
  • ½-årigt
  • TEMA-forløb

Det 2-årige forløb giver det største faglige udbytte og mest tid til personlig og faglig udvikling. Som deltager på dette forløb får du eksklusivt adgang til:

  • Aktiviteter, fx Oxbridge-tur og særlige faglige tilbud, som kun er åbne for 2-årige elever.
  • Undervisning i talentudvikling med fokus på mindset, motivation, feedback og samarbejde.
  • Mulighed for at opbygge dybdegående faglige kompetencer over tid.
  • Diplom ved gennemført forløb som dokumentation for din indsats og udvikling.

Inden for rammerne af dit valgte forløb sammensætter du selv dit program. Det betyder, at du kan tilpasse det til din interesse, din hverdag og dit ambitionsniveau.

Undervisningen foregår som regel mandag–torsdag kl. 16.00–19.00 og enkelte gange i weekenden.

Programmet starter med en obligatorisk velkomstcamp i marts, hvor du møder de andre elever og får din første undervisning.

Når du afslutter dit 2-årige og 1-årige forløb, modtager du et diplom ved den årlige diplomoverrækkelse i maj.

½-årlige og TEMA-forløb modtager deltagerbevis, når forløbene er afsluttet.

Opgradering

Du kan opgradere fra et kortere til et længere forløb, så længe du kan nå at afslutte det inden studentereksamen.

En opgradering kræver godkendelse fra dit gymnasium, da det er skolen, der finansierer din deltagelse.

Velkomstdag, sommercamp og Londontur

Velkomstdag

Vi byder alle nye elever velkommen til ATU Øst med en velkomstdag, der er skabt for at give jer den bedst mulige start på jeres talentrejse. Dagen er en oplagt mulighed for at lære de andre elever at kende, skabe nye relationer og blive en del af fællesskabet fra første dag.

Programmet er fyldt med spændende aktiviteter, introduktioner, engagerende icebreakers og konkrete værktøjer til studieteknik, som I får glæde af gennem hele forløbet. Dagen er både lærerig, energifyldt og social og vi anbefaler derfor kraftigt, at alle nye elever deltager.

Velkomstdagen afholdes cirka 14 dage efter ansøgningsfristen i en weekend. I 2026 deltager hver elev én enkelt dag – enten lørdag den 14. marts eller søndag den 15. marts.

Sommercamp

Sommercampen er et fælles højdepunkt for alle 2-årige og 1-årige elever på ATU Øst. Campen afholdes henover fem dage, med overnatning, i slutningen af sommerferien og kombinerer faglig fordybelse med et stærkt fællesskab.

I vælger på forhånd et fagligt tema, som I igennem de fem dage får mulighed for at udforske og fordybe jer i. Derudover tager vi en dag ud af huset og besøger spændende museer i København. Campens faglige program er designet til at give jer mulighed for gruppearbejde, stimulere jeres nysgerrighed og udfordre jeres viden.

Samtidig er campen en social oplevelse, hvor I lærer hinanden endnu bedre at kende på tværs af årgange og skaber minder, der rækker langt ud over ugen. Vi anbefaler derfor varmt, at I deltager.

Prisen for sommercamp er cirka 2.500 kr. inkl. fuld forplejning.

London studietur

På studieturen til London, Oxford og Cambridge får I en unik mulighed for at opleve, hvordan et universitetsophold i udlandet kan være. Turen byder først og fremmest på spændende universitetsbesøg, men der er også tid til sightseeing og kulturelle oplevelser – kort sagt masser af læring og nye oplevelser!

Turen finder sted i uge 42, og prisen for deltagelse er cirka 6.800 kr. Det inkluderer fly, hotel, morgenmad, transport mellem lufthavn og hotel, transport til og fra Oxbridge, forsikringer, fællesmiddag og sightseeing. Den endelige pris kan dog variere.

Turen bliver tilbudt alle elever på det 2-årige program og der er plads til 30 elever på hver Londontur.

Hvem møder jeg?

Du møder andre gymnasieelever fra Sjælland, Bornholm og Lolland-Falster, som – ligesom dig – har lyst til at lære mere.

I undervisningen møder du også vores undervisere, sekretariatet og studentermedhjælpere, som er der for at sikre et fagligt stærkt og trygt læringsmiljø.

Praktisk info og kontakt

Ansøgningsfrist: 2. marts 2026
Svar på ansøgning: Senest 10. marts 2026

Alle optagne elever skal deltage i en obligatorisk velkomstcamp den 14. eller 15. marts 2026.

Din skole betaler for din deltagelse i Unge Talenter. Der kan være egenbetaling i forbindelse med valgfri sommercamp (forplejning) og studietur (transport, ophold m.m.).

Undervisningen foregår på universiteter og gymnasier i hovedstadsområdet.

Har du spørgsmål til programmet?
Start med at tale med din lærer eller talentkoordinator på din skole.

Du er også velkommen til at kontakte ATU Øst hvis du har brug for mere information:

Download foldere og materiale

Program, Unge Talenter

Se/hent PDF

Unge Talenter folder til elever

Se/hent PDF

Præsentation om Unge Talenter

Se/hent PDF