Talent findes i mange former. Man kan være et talent inden for sport, kunst, kultur, den akademiske verden og mange andre steder.
På Akademiet for Talentfulde Unge Øst tager vi afsæt i talentforsker og professor, Francoys Gagnés teori: Talent er medfødte evner, der udvikles til kompetencer, når de møder de rette udfordringer og den rette støtte.
Talent er altså ikke kun et spørgsmål om potentiale, men om udvikling.
Processen kræver aktiv indsats og personlige egenskaber som motivation, vilje og vedholdenhed. Samtidig spiller ydre faktorer som blandt andet din familie, lærere og stimulerende læringsmiljøer en afgørende rolle, og ligeså den tid og energi, du investerer i udviklingsprocessen.
Det er i samspillet mellem indre drivkraft og ydre rammer, at potentiale bliver til kompetencer, man kan tage med sig videre i livet.
Teori i praksis
Forestil dig to elever.
Elev A er født med exceptionelle intellektuelle evner og har altid haft let ved opgaverne. Men hverken familie eller lærere har opfordret A til at søge udfordringer. A er derfor blevet lidt doven og vælger altid de sikre opgaver, hvor succes er garanteret. Risikoen for at fejle undgås, og motivationen til at bevæge sig ud i det ukendte er begrænset.
Elev B er født med gode intellektuelle evner og har altid haft let ved opgaverne. B bliver til gengæld opfordret af både sin familie og lærere til at udfordre sig selv og vælge de sværere opgaver, også når udfaldet er usikkert. B motiveres af at lære nyt, tør fejle og bruger fejlene aktivt i sin udvikling.
Det er elever som Elev B, der over tid opbygger den største værktøjskasse af kompetencer. Når nysgerrighed, mod til at vælge udfordringer og vilje til at lære af fejl møder de rette rammer, støtte og faglige udfordringer, udvikles talent til stærke kompetencer. Netop derfor arbejder vi på ATU Øst målrettet med at skabe de rammer, der hjælper elever som B med at udvikle deres potentiale.
Her omsætter vi talent til udvikling
På ATU Øst samler vi børn og unge med særlige forudsætninger og unge med en stærk motivation og nysgerrighed.
Vi arbejder målrettet med mindset, motivation, målsætning og samarbejde, som er de personlige drivkræfter, der får talent til at vokse i fællesskab med ligesindede.
Samtidig tilbyder vi et program ud over det almindelige pensum, ledet af undervisere, der er eksperter på deres felt. Her møder eleverne stærke rollemodeller, udfordrende læringsrum og andre unge, der også vil mere.
For talent visner uden de rette rammer. Hos os får det retning, modspil og mulighed for at blomstre, både fagligt, personligt og socialt.
Vil du læse mere om talent og talentudvikling?
- Du kan læse mere om talentforsker Francoys Gagné og hans forskning her: Francoys Gagné.
- Talent development helps people exploit their potential – Interview with Professor Francoys Gagné
- The magic of cooperation – Interview with Albert Ziegler and Csilla Fuszek
- DR-nyheder: De talentfulde børn og unge savner udfordringer
- ATU Talenter i trivsel