Information om Junior Talenter

Hvad er Junior Talenter?

Er du nysgerrig, og kan du lide at blive udfordret lidt mere end normalt i skolen? Så er Junior Talenter måske noget for dig.

Junior Talenter er et halvandetårigt diplomprogram for dygtige og motiverede elever i 8. klasse. Du deltager i 12 undervisningsdage fra 8. klasse til december i 9. klasse, cirka én gang om måneden i skoletiden. Nogle dage er fastlagt på forhånd, og andre vælger du selv fra vores flex-program.

På Junior Talenter går vi i dybden med spændende emner inden for både naturvidenskab, samfund, trivsel og meget mere. Alt sammen med fokus på dig og din personlige udvikling.

Undervisningen foregår på nærliggende gymnasier, og du bliver undervist af gymnasielærere og universitetsstuderende. Du kommer på hold med andre elever, der også elsker at lære nyt, og her får du mulighed for at møde nye venner, som deler dine interesser. 

Junior Talenter handler ikke kun om det faglige indhold. Du træner også samarbejde, feedback, formidling og du bliver klogere på dine styrker og interesser. Undervisningen foregår i et præstationsfrit rum, hvor der er plads til nysgerrighed og læring uden pres fra tests, lektier eller eksaminer.

Programmet skifter fra semester til semester. Læs mere om tidligere og nuværende undervisning herunder.

Eksempler på fast undervisning
  • Hjernen og mental sundhed: Lær hvordan hjernen fungerer, hvad der sker ved neurologiske og psykiatriske sygdomme – og hvordan vores hverdag påvirker vores trivsel.
  • Globalisering og klima: Bliv verdensleder for en dag og arbejd med klimakrise, menneskerettigheder og global handel gennem forhandling og dilemmaer.
  • Samarbejde og feedback: Lær hvordan hjernen fungerer bedst, når I skal samarbejde. Vi undersøger tankefælder, multitasking og hvem der tager styring i en gruppe.
Eksempler fra flex-programmet
  • Raketvidenskab i praksis: Byg og test en modelraket, og lær hvordan fysik og kemi får en raketmotor til at virke.
  • Kreativ skrivning: Bliv bevidst om vores eget sprog og sproglige sammenhænge ved selv at producere tekst, blive udfordret på din personlige stemme og lege med sprog og genrer.
  • Politiker for en dag (Folketinget): Træd ind i rollen som politiker og vær med til at træffe beslutninger, der påvirker hele samfundet.
  • Finansiering og aktier: Fokus på investering i obligationer og aktier. Du prøver at investere og arbejder med risiko og muligheder ved investeringer.
  • Forbrændingsreaktioner: Arbejd med forbrændingsreaktioner og reaktionsskemaer ved selv at udføre forsøg og bruge dine observationer til at finde de reaktioner, der foregår.

Er Junior Talenter noget for mig?

Junior Talenter er for dig, der:

  • Går i 8. klasse (du starter i 8. og fortsætter til december i 9. klasse)
  • Nogle gange mangler ekstra udfordringer i skolen
  • Er nysgerrig og motiveret
  • Er interesseret i ekstra viden på et højt fagligt niveau
  • Har lyst til at deltage aktivt, stille spørgsmål og prøve nye arbejdsformer

Du er fagligt stærk, men du behøver ikke at være den bedste i klassen Det vigtigste er, at du har motivation, engagement og lyst til at lære mere. Du skal også være indstillet på, at du selv skal indhente det, du går glip af i skolen, når du er til Junior Talenter undervisning.

Hvad får jeg ud af at være med?

På Junior Talenter får du undervisning, der går dybere og er mere udfordrende, end du normalt oplever i skolen. Du arbejder med både naturvidenskab, samfundsfaglige og humanistiske emner – og du bliver udfordret fagligt på en måde, der passer til dig, hvis du ofte har let ved læring og gerne vil mere. Du får blandt andet:

  • Faglig fordybelse: du dykker ned i emner og problemstillinger, som der sjældent er tid til i hverdagen.
  • Personlig udvikling: du arbejder med mål, mindset og motivation og bliver klogere på, hvordan du lærer bedst.
  • Valgfrihed: du vælger selv indholdet af 4 flex-undervisningsdage ud af dine i alt 12 undervisningsdage.
  • Mod til at tage ordet: du træner at sige noget i et fagligt rum og udfordre dig selv.
  • Et stærkt fællesskab: du møder andre ligesindede, dygtige og nysgerrige unge mennesker.
  • Inspiration til fremtiden: du får indblik i nye fag og måder at tænke på, som kan hjælpe dig med valg af ungdomsuddannelse.
  • Et diplom eller deltagerbevis: som viser, hvad du har opnået, og kan vedlægges ansøgninger til uddannelser eller job.

Hvad kommer jeg til at lave?

Undervisningen er aktiv og varieret. Du får både teori og masser af mulighed for selv at arbejde med stoffet. I den faste undervisning kan du fx opleve:

  • Korte, inspirerende oplæg
  • Casearbejde, hvor du fx diagnosticerer en patient eller løser en samfundsfaglig krise
  • Rollespil, i form af debatter i FN’s Sikkerhedsråd eller forhandling i en retssal
  • Eksperimenter, øvelser og små faglige konkurrencer
  • Fremlæggelser af dine egne idéer eller produkter

I flex-programmet kan du vælge undervisning på andre gymnasier, museer og organisationer. Du kan enten vælge noget, du allerede interesserer dig for eller prøve noget helt nyt, som fx:

  • Være politiker for en dag på Christiansborg
  • Få undervisning i FN-byen eller hos Røde Kors
  • Arbejde med krop, seksualitet og identitet på museum
  • Prøve kræfter med teknologi, business, naturvidenskab eller kreative fag

Hvordan foregår forløbet?

Du bliver en del af et hold med 20–30 elever fra forskellige skoler. Det er det samme hold, du følger i den faste undervisning.

  • Undervisning ca. én gang om måneden i skoletiden
  • 12 undervisningsdage i alt: 8 faste og 4, du selv vælger
  • Forløbet varer fra efterårsferien i 8. klasse til december i 9. klasse
  • Undervisningen foregår primært på et nærliggende gymnasium eller universitet
  • Du og dine forældre kan følge programmet i kursussystemet Planorama

Hvem møder jeg?

  • Andre unge, der også er fagligt stærke og nysgerrige
  • Universitetsstuderende og gymnasielærere, der brænder for deres fag
  • Indimellem konsulenter eller oplægsholdere fra organisationer
  • Nogle dage kan der også være en medarbejder fra ATU, som fortæller om programmet og svarer på spørgsmål

Praktisk info og kontakt

Tilmelding sker gennem din skole – tal med din lærer eller skoleleder. Det er som regel skolen eller kommunen, der betaler for forløbet.

Tilmeldingsfristen er den 1. september i 8. klasse.

Har du spørgsmål til programmet?

Hvis du hat spørgsmål,  er altid velkommen til at skrive til vores mail: talentigrundskolen@talentfuldeunge.dk

Download folder

 

Junior Talenter folder til elever

Se/hent PDF