Det faglige program

Undervisningen på ATU Østs diplomprogram foregår efter skole og i weekender sammen med hundredvis af videbegærlige og skarpe unge hjerner og hjerter. I alt 100 obligatoriske timer inkl. en camp, samt mulighed for at vælge en lang række enkeltstående oplæg.

Programmet består af faglige oplæg, workshops og projektarbejde i samfundsvidenskab, naturvidenskab og humaniora samtidig med, at vi sætter fokus på personlig udvikling og samarbejde. Vi lærer de talentfulde unge, hvordan man søger feedback, ser sig selv med kritiske øjne og oplever modgang som mulighed for udvikling. Vi hjælper dem med at se, hvad der udfordrer og motiverer dem. Og på den måde klæder vi dem samtidig på til at træffe fremtidige studie- og karrierevalg.

Programmet indeholder:

Naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske oplæg, teorier, modeller og cases på et højt niveau.

Hjælp til studie- og karrierevalg via besøg på universiteter, organisationer og virksomheder.

Konkrete studieværktøjer som f.eks. akademisk opgaveskrivning, skriftlig formidling og præsentationsteknik.

Personlig udvikling i et stimulerende og udfordrende fagligt og socialt fællesskab med andre unge talenter. Fokus på motivation, mål, samarbejde og feedback.

Forelæsninger, oplæg og workshops med førerende forskere, opinionsledere, virksomheder og andre eksperter indenfor et bredt fagligt felt.

Hvert semester består af ét modul, hvor vi stiller skarpt på talentudvikling, et større videnskabeligt modul, der fokuserer på faglige temaer samt et modul med studieværktøjer. Deltagerne vælger mellem forskellige forløb, der sikrer bredden i programmet. 

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk